Ambition kontra skriveglæde

 Ambition

Lige siden jeg var 16 år, begyndte drømmen om en bogudgivelse at vokse i mit hoved, men det var kun drømme.

Det er først for nylig, at jeg har lært, hvordan det føles, når ambitionerne begynder at brænde i sindet.

Jeg kan stadig huske den dag, da jeg første gang viste min mor en historie, som jeg havde skrevet. Det var samme aften, hvor jeg vovede at lufte drømmen om et forfatterskab for mine forældre. Min mor lagde min historie til side. Hun oplyste, at der var meget af mig i den, og så blev der ikke sagt mere fra hendes side. Min far kom med et par sætninger om, at det at blive forfatter var lidt i stil med at finde en nål i en høstak – altså ret svært.

Jeg kan stadig tydeligt genkalde følelsen af skuffelse og fornemmelsen af en drøm, som ikke blev imødekommet eller påskønnet, kun mødt af kold brutal realitet. Siden da talte jeg ikke rigtig om min skrivning, ikke at det havde været et emne førhen, men nu delte jeg det slet ikke med andre. Ikke før jeg nervøst sendte et par kapitler til min farmor og blev mødt med stor positivitet, det blev starten på et tæt forhold. Det samme gjaldt min bedre halvdel og hans familie. Jeg kan stadig huske min forbløffelse, da min bedre halvdel brugte flere timer på at rede en historie fra en gammel diskette, og han gjorde det for mig!

Det kan måske virke lidt underligt, at jeg starter ud med at fortælle noget så personligt. Jeg gør det, fordi denne del af min fortid hænger tæt sammen med at forstå emnet ambitioner.

Enhver, som skriver, ved at det tager tid. Der skal skrives, redigeres, håndværket skal læres og bruges. Derudover skal der findes de rette forlag at sende indtil, grædes over de første afslag og finde modet til at forsøge igen. Det er en yderst krævende proces.

Dertil kommer ambitionerne. Jeg har aldrig været den, som har været først fremme, som har ønsket brændende at blive leder, stige i graderne eller tage en P. HD.  Derfor kom det bag på mig, da ambitionerne omkring min skrivning dukkede op.

Pludselig gjorde det voldsomt ondt at få afslag, ikke at de havde været rare førhen, men nu var smerten mere intens. For en tid gik mit skriveri helt i stå, og jeg anede ikke, hvad der skete, før jeg i en debat begyndte at skrive med Tula fra fyldepennen.

Hun gav mig det råd at dele det op, så mine ambitioner ikke gik udover min skrivning. Et er, at man vil udgives, koste hvad det vil – næsten. Noget helt andet er skriveglæden, og hvorfor man skriver. 

Skriveglæde

At skrive er for mig noget nær en besættelse. Jeg kan blive i helt dårligt humør, hvis jeg ikke planlægger skrivetid eller må lægge det til side i et stykke tid. Jeg kan blive helt høj, når jeg skriver. Det giver mig et sus, som jeg ikke har fundet andre steder.

Når jeg skriver, har jeg en direkte adgang til fantasiens verden. Det er et helt utroligt fantastisk sted at være og en verden, hvor alt er muligt. Her er det muligt at kæmpe mod drager, ride på enhjørninger, starte og standse krige. Det kan næsten gøre ondt, når virkelighedens verden banker på med sin grusomme næve.