Jan Kristoffersen, også kendt som Jan K


Præsentation:

Jan Kristoffersen, Jan K

Indehaver af Jan K ApS, der blandt andet rummer Kentala Publishing ApS. Et ebogsforlag, der meget snart udgiver sin første e-bog. En fræk, grafisk roman.

Debutbog: Johan og det knuste hjerte på forlaget Kandor.

http://jankristoffersen.wordpress.com./

http://jankristoffersen.blogspot.com/

- Hvordan redigere du dine historier, får du hjælp til det, eller har du selv lært håndværket (på den hårde måde)?

Det er lidt forskelligt. Den første bog, fik jeg en god kammerat – der underviser i dansk – til at gennemlæse. Derefter læste jeg igennem mange gange. Hver enkelt gang med en enkelt ting for øje.

Feks: nu læser jeg igennem for, at finkæmme for tillægsord mv. Nu leder jeg efter tunge passager. Nu fokuserer jeg på rytme.

 Derudover har jeg fået rigtig god hjælp af forlaget, der også har redigeret teksten.

- Hvornår begyndte du at skrive, og var du åben omkring det, eller holdt du det for dig selv, indtil du eks. var udgivet?

 

Jeg har altid holdt af at skrive. I folkeskolen skrev jeg lange stile. Men i en lang periode blev det ikke til så meget. Der var uddannelse, andre forretninger og alt muligt andet. Men for et par år siden, sagde jeg mit job op, og begyndte at skrive. Havde sparet op til, at jeg kunne tillade mig den luksus.


- Hvordan reagerede dine omgivelser på, at du gerne ville skrive, var de støttende, fordømmende, ligeglade, fandt de det underligt eller var det i orden, at du gerne ville forfølge dine drømme?

Det har været meget blandet. Jeg tror, stadig der er nogle der undrer sig lidt – men der også mange der støtter op.

- Hvordan er din arbejdsrutine, er du systematiks, holder en lige linje, arbejder i et vist antal timer for så at holde pause, eller arbejder du, når inspirationen rammer dig?

Jeg er systematisk – og sætter mål op pr. dag. Eksempelvis, skal have skrevet så og så mange sider hver dag i denne uge.

- Skriver du fra start til slut, eller springer du fra den ene scene til den anden, for derefter at binde det hele sammen?

For det meste skriver jeg fra start til slut. Og går så igennem igen og igen.

- Hvordan var det, da din første bog kom på gaden, og hvordan var det med bog nr. 2?

Jeg har kun udgivet en bog. Men det var en dejlig fornemmelse. Også lidt mærkelig, sådan – så er den ude.


- Hvordan prioritere du hverdagen og skrivningen, hvordan får du det til at hænge sammen?

Jeg skriver faktisk hver dag. Mange dage er ikke særlig godt det jeg skriver, men bare der kommer noget ned. Har det lidt som, at første step – altså at få det ned på den blanke skærm, gør andet step nemmere. Jeg kan godt lide redigeringen. Det er sådan, ligesom at pudse, og slibe noget helt færdigt.

- Har du fået gode råd ad andre undervejs, søgt hjælp og støtte på eks. nettet?

Jeg har læst Stephen Kings: On writing, og ellers har jeg søgt råd, og tips forskellige steder på nettet. F.eks på fyldepennen.

- Har du et specielt arbejdsrum/sted eller skriver du i stuen, på en cafe eller biblioteket?

Jeg skriver i min stue – og nede på den lokale bar, når der bliver for meget larm. Der er ved at blive lavet ny gård, så en gang imellem tager jeg på Stefanshus for at skrive.

- Hvad synes du om bøger, der handler om at skrive, har du nogensinde selv læst en?

Ja – on writing af Stephen King.

- Hvilket forhold har du til dine personer, vandre de rundt i stuen sammen med dig, eller forgår det mere på et tankemæssigt plan? Hvordan kommer du på dem?

Det er mest på et tankemæssigt plan. Det er ikke sådan, at jeg går og taler med dem. Jeg ved ikke helt hvordan jeg kommer på dem. Johan – hovedpersonen i min første bog – kom bare til mig i flyveren til Argentina. Jeg så den her dreng med tårer i øjnene og tænkte: hvad lave han der?

- Hvor finder du din inspiration og research, informationssøger du på google, eller læser du fagbøger, opsøger du relevante mennesker, som måske arbejder med det, som du gerne vil vide noget om?

Jeg finder meget information på Google, og læser osse fagbøger. Desuden lytter jeg meget til radio. Der er mange gode faktaprogrammer.

- Hvordan er det at arbejde sammen med forlagene, både da du var novice indenfor skrivefaget og nu? Er der noget, som det er godt at overveje, når man er ny, og når man er etableret som forfatter?

Jeg tænker ikke på mig selv som etableret forfatter, men jeg tror det er vigtigt at gøre sig klart hvorfor man skriver. Osse for at kunne håndtere afslag mv. Jeg syntes jeg har haft et godt samarbejde med forlaget, men som i mange andre samarbejder, tror jeg bare det er meget vigtigt at forventningsafstemme.

- Hvordan tager du noter? Har du altid en notesbog i tasken, en diktafon, bruger du mobiltelefonen. sniger du dig lige væk, hvis der dukker noget op, som du bare skal have griflet ned, eller kan du holde det hele i hovedet?

Har som regel en notesbog på mig.

- Hvilke bøger/genre læser du selv. Er du mest til din egen genre, og fortrækker derfor også den som frivillig afslapningslæsning, eller er der også andre genre, som du er fan af.

Alt muligt – men er mest til fantasy, gys og den slags. Læser dog ikke så mange digte mv.

- Har du en yndlingsbog, og hvorfor har du lige netop valgt den? Er det historien, skrivemåden, persongalleriet eller noget helt tredje?

Uha – der er mange. Blev faktisk rigtig grebet af Hunger games – men nogle af de bøger der har gjort størst indtryk er dem jeg læste, da jeg var mindre. Outsideren, gjorde enormt indtryk på mig. Stephen Kings It, var også enorm. Men osse Ronja Røverdatter og Brødrene løvehjerte var fantastiske historier. 

Jan K

Forfatteren Jan K.