Denne bog er ikke en bog om skrivning i sin egentlige form. Den giver ikke gode råd om redigering, plotfasen eller hvordan man kreativt kan bruge en opslagstavle til at få et overblik over sin historie.
Nej den gør noget, som er langt mere dybt. Den fortæller ærligt og redeligt om skriveprocessen hos en forfatter, som absolut ikke lægger ud med at have styr på sin historie fra A til B til C. Faktisk er det Eva Maria som selv bedst definere, hvad denne lille samling af blogindlæg omkring hendes historie virkelig handler om;
-Dette er med andre ord ikke endnu en ”sådan skrive du en roman” -guide, og når jeg alligevel har valgt at bruge lidt tid på at samleindlæggene og tilføje et forord og et efterskrift, skyldes det, at jeg har fået utrolig meget respons på disse indlæg. Det har fået mig til at overveje, om ikke skrivemanualer lider af præcis samme svaghed som alle andre selvhjælpsbøger; nemlig at de først og fremmest bestyrker læserens opfattelse af, at det, som virker komplet uoverskueligt, i virkeligheden er såre simpelt - for alle andre.
Måske er det langt mere motiverende at vide, at andre må kæmpe lige så hårdt, og at det, der virker som en stor rodebunke, godt kan ende med at blive til en roman?-
Det er en meget tynd bog, som hurtigt er læst, men den viser noget om processen fra de første spæde notater til romanen ligger der. Om hvordan det er at være en forfatter, som styres af processen, fremfor at styre den.
Og så er det noget, som jeg kan genkende fra mig selv. Ligesom jeg kan genkende det at to timers skrivning, mens man er kommet fra et sted og lige har en pause, hvor man kan skrive, til man skal afsted igen - ja det dur ikke.
Det er rart at se, at jeg ikke er den eneste forfatter, der har dates med deres bøger og somme tider må tage ferie fra skriveriet, fordi den virkelige verden insistere på, at den også skal have opmærksomhed.
Det er en ganske tynd bog bestående af forord, blogindlæg og et efterskrift - men den er værd at læse. Der kan nemlig komme en roman ud af en rodebunke.