Med-udgivelsesforlag

Med-udgivelsesforlag har eksisteret i nogen tid. Det mest kendte er nok BoD, men efterhånden er der kommet andre til, som hjælper forfatteren med at få redaktørhjælp, korrektur, forside design, få sendt eksempler indtil lektørudtalelse osv.

Lad mig slå det helt fast, at jeg finder denne praksis helt i orden. Det er lettere at købe en pakkeløsning, fremfor at skulle finde de enkelte folk på egen hånd. Dog skal man være klar over, hvad man går indtil.

De vigtigste punkter er efter min mening;

- Er tilbuddet rimeligt?

Med dette mener jeg, at man skal overveje nøje, hvad der er med i pakken og om det er for dyrt i forhold til, hvis man selv skulle ud og finde de forskellige personer og programmer.

- Hvor meget af dine rettigheder skal du opgive?

Hos et normalt forlag køber de rettighederne til din bog, tit også evt. filmrettigheder og andet. De står så til gengæld for alle udgifter, alt det praktiske, tit får forfatteren også et forskud. Til gengæld er ens royalties (betaling per solgte bog) alt fra 10-15 procent.

- Hvor mange år går der, før rettighederne er dine igen?

Forfatterdrømmen er stærk. Det skal jeg gerne være den første til at skrive under på. Men før du skriver under på noget, så tænk over dette. Hvis du nu har skrevet en serie og forlaget antager bind 1. Serien går ok, men ved bind 2 viser et traditionelt forlag interesse. Du skal altså ikke betale for udgivelse nr. 2 - det klarer det nye forlag. Men de vil gerne have bind 1. Hvis du så har bundet dig for 5 år og måske endda skal betale for, at dit første forlag har bogen tilsalg. Så står du i en træls situation, der kan koste dig flere tusind kroner at komme ud af. Ofte har forlaget rettighederne i 2 år, og det står i din kontrakt, om de naturligt overgår til dig efter denne periode, eller om du lige skal skrive til forlaget og bede dem om at overdrage rettighederne til dig igen.

- Tjek forlaget!

Dette kan ikke understregs nok. Google det, lav forspørgsler på fyldepennen.dk eller forfatterchat - og debat på facebook. Det er virkelig vigtigt. Du kan ende med at sidde med en bog, som måske er virkelig dårlig redigeret, eller redaktøren måske slet ikke har været interesseret nok i at arbejde med din historie.

Det vil være virkelig træls at stå med forfatterdrømmen og så opdage, at ens første bog bliver voldsomt kritiseret for fejl, som du ikke var opmærksom på, og forlaget burde have hjulpet dig med. Især når du har betalt for deres hjælp og forlaget derfor ikke har penge i klemme - men det har du.

- En sidste advarsel

Hold dig fra forlag, som ikke åbent viser, at de er et medudgiverforlag. Det er ikke i orden, at det står et eller andet underligt sted på deres blog eller hjemmeside. Du skal tydeligt kunne se, hvad forlaget står for og hvad du kan forvente. Jeg har talt med en del, som fik antaget deres manus, og da glæden havde lagt sig, fik de lige en mail om, at de selv skulle betale for udgivelsen, samt overdrage alle rettighederne til forlaget.

Det er ikke en ok procedure. Der bør stå åbent og ærligt, hvis forlaget mest benytter sig af, at deres forfattere selv betaler og i mine øjne er man et medudgivelsesforlag, hvis det er forfatteren, der betaler regningen.

Jeg ved, at forfatterdrømmen er stærk. Den er noget af det største, man næsten kan føle, når man tilhører det skrivende folk. Men derfor vil jeg alligevel råde enhver til lige at bruge lidt tid på at vende og dreje tingene i hovedet, før man skriver under på noget. Brug både hjerte og fornuften, når du vælger udgivelsesform, uanset om det er eget mikroforlag, traditional udgivelse, medudgivelse eller selvudgivelse.