- Hvordan redigerer du dine historier, får du hjælp til det, eller har du selv lært håndværket (på den hårde måde)?
I løbet af det sidste halvandet års tid har jeg allieret mig med en skrivegruppe, hvor vi læser og kritiserer hinandens noveller. Det finder jeg at være en rigtig god arbejdsproces, fordi man får flere forskellige meninger og har chancen for at diskutere forslag og begrundelser for, hvorfor den ene sætning lyder bedre end den anden, og den slags. Det har gjort mig mere opmærksom og mere kritisk over for hvad jeg selv skriver og kan varmt anbefales.
- Hvornår begyndte du at skrive, og var du åben omkring det, eller holdt du det for dig selv, indtil du f. eks. var udgivet?
Jeg skrev min første novelle som 9-årig, halvanden sides science fiction om en rumrejse til Merkur, og jeg har aldrig holdt det hemmeligt, at jeg elsker at skrive, hverken for familie eller venner.
- Hvordan reagerede dine omgivelser på, at du gerne ville skrive, var de støttende, fordømmende, ligeglade, fandt de det underligt eller var det i orden, at du gerne ville forfølge dine drømme?
Jeg synes altid, jeg har mødt stor opbakning og interesse i min spirende skriveperiode.
- Hvordan er din arbejdsrutine, er du systematisk, holder en lige linje, arbejder i et vist antal timer for så at holde pause, eller arbejder du, når inspirationen rammer dig?
Når jeg skriver romaner, er jeg meget fokuseret på at arbejde koncentreret. Det tager normalt en månedstid for mig at skrive en roman, og så skriver jeg mellem tusind og fem tusind ord om dagen. Hvis man kun arbejder, når man er inspireret, får man aldrig lavet noget, eller i hvert fald sjældent. Ved længere projekter er jeg nødt til at være struktureret, selvom jeg ikke har for vane at sætte tidsbestemte skriveperioder, men i stedet skriver et kapitel eller to af gangen.
- Skriver du fra start til slut, eller springer du fra den ene scene til den anden, for derefter at binde det hele sammen?
Enkelte noveller har jeg skrevet mere eller mindre løsrevet og sammenrodet, men generelt skriver jeg fra start til slut og uden slinger i valsen. Sådan holder jeg bare bedst styr på den logiske fremgang i handlingen og karakterernes tanker.
- Hvordan var det, da din første bog kom på gaden, og hvordan var det med bog nr. 2?
Skygger fra Oktoberland er endnu ikke på gaden i skrivende stund, men jeg er da ganske spændt på at se, hvordan den vil blive modtaget, også fordi der har været sådan et langt optaktsforløb til den på nettet. Og bog nr. 2? Huha, det tænker vi ikke på. Jeg har skrevet rigtig meget og rigtig meget forskelligt siden Oktoberland, så hvad der bliver min næste udgivelse, skal jeg ikke kunne sige.
- Hvordan prioriterer du hverdagen og skrivningen, hvordan får du det til at hænge sammen?
Jeg passer mit studie og mit arbejde, og jeg prioriterer min skrivning højt. Det hænger fint sammen, også uden stress. Hvis det er noget, man virkelig gerne vil, så finder man tiden.
- Har du fået gode råd af andre undervejs, søgt hjælp og støtte på f.eks. nettet?
Udover min nære omgangskreds har jeg været på flere skrivekurser, blandt andet på Brønderslev Forfatterskole, hvilket var et rigtigt godt sted at møde ligesindede skrivere og opbygge et netværk til senere sparring. Jeg frekventerer indimellem Fyldepennen.dk, hvor jeg også fandt min skrivegruppe, og derudover har jeg fundet enorm inspiration og motivation i det globale skriveprojekt nanowrimo.org
- Har du et specielt arbejdsrum/sted eller skriver du i stuen, på en cafe eller biblioteket?
Normalt skriver jeg hjemme ved mit skrivebord, men hvis jeg har brug for mere koncentration og færre distraktioner ynder jeg at tage hen på universitetets læsesal for at skrive.
- Hvad synes du om bøger, der handler om at skrive, har du nogensinde selv læst en?
Jeg har læst et par stykker, særligt i mine første par år som mere eller mindre seriøs skriver. Der kan bestemt være gode tips at hente i den slags bøger, men jeg synes ikke, man bør svælge for meget i dem. Man lærer lige så meget ved selv at skrive løs og eksperimentere med forskellige stile og genrer, og ved at læse så meget god litteratur, som man har tid til.
- Hvilket forhold har du til dine personer, vandrer de rundt i stuen sammen med dig, eller foregår det mere på et tankemæssigt plan? Hvordan kommer du på dem?
Jeg tror, jeg har et lidt distanceret forhold til mine karakterer i forhold til andre forfattere. De er bestemt ikke levende eller invaderer mine tanker udenfor skrivningen, og de dikterer heller ikke min historie. Det skal jeg nok selv gøre! Og hvordan jeg kommer på dem? Igen, der er ikke meget magisk ved det. Som oftest sidder jeg nok ved mit skrivebord og skriver en masse ideer ned, men det sker næsten altid i samspil med historien og hvilken funktion, de vil komme til at spille i den.
- Hvor finder du din inspiration og research, informationssøger du på Google, eller læser du fagbøger, opsøger du relevante mennesker, som måske arbejder med det, som du gerne vil vide noget om?
Inspiration kommer alle steder fra, fra livet, små hændelser og iagttagelser, fra bøger og film. Med hensyn til research, så bruger jeg Google meget, hvis jeg har brug for hurtige, faktuelle oplysninger, og mit bibliotek, hvis jeg har brug for at nedsænke mig i en bestemt historisk periode (hekseprocesserne i Oktoberland, for eksempel) eller et emne, som jeg ikke aner noget om. Men generelt er mine noveller og romaner udover Oktoberland ikke præget af det store researcharbejde.
- Hvordan er det at arbejde sammen med forlagene, både da du var novice inden for skrivefaget og nu? Er der noget, som det er godt at overveje, når man er ny, og når man er etableret som forfatter?
Da jeg var novice, begrænsede min kommunikation med forlagene sig næsten altid til et standard-afslag. Sådan går det jo flertallet til at begynde med, og der må man bare overbevise sig selv om at være vedholdende og ikke give op, hvis skrivningen er en sand passion. Mit samarbejde med Replikant i forbindelse med Oktoberland har været meget mere, og det har virkelig givet bogen en ekstra dimension og et kvalitetsløft – selvom det også har været en hård og sej proces.
- Hvordan tager du noter? Har du altid en notesbog i tasken, en diktafon, bruger du mobiltelefonen. sniger du dig lige væk, hvis der dukker noget op, som du bare skal have griflet ned, eller kan du holde det hele i hovedet?
Jeg har altid en notesbog ved siden af sengen, for der får jeg mange gode ideer, som tvinger mig til midlertidigt at afbryde mit i-søvn-faldningsprojekt. Erfaringen har også lært mig at tage skriveredskaber med de fleste steder, men har jeg ikke noget, har jeg også til nød skrevet en note på mobilen.
- Hvilke bøger/genre læser du selv. Er du mest til din egen genre, og fortrækker derfor også den som frivillig afslapningslæsning, eller er der også andre genre, som du er fan af?
Jeg læser meget bredt; klassisk horror som Poe, Lovecraft, Stoker; nyere og ældre amerikansk – Foer, Lethem, Auster, Hemingway; magisk realisme hos Calvino, Borges og Murakami. Og så det løse.
- Har du en yndlingsbog, og hvorfor har du lige netop valgt den? Er det historien, skrivemåden, persongalleriet eller noget helt tredje?
Altid et uretfærdigt spørgsmål for ivrige læsere! Men jeg plejer at sige The New York Trilogy af Paul Auster, som var min introduktion til hans særdeles interessante forfatterskab af metafiktion, spænding og krimi, intertekstualitet og magisk realisme.