Hvordan skriver jeg bedst?


Svaret er lige så forskelligt, som der findes forfattere, hvad enten de er amatører eller professionelle.

Jeg trives bedst med at skrive, når huset er ryddet op, og der er frisk kaffe på kanden. Mine noter ligger spredt rundt omkring mig i den rækkefølge, som de skal bruges i. Min bærbare er koblet til strøm, så jeg ikke bliver forstyrret af manglende batteri. Jeg trives bedst med at skrive den første del af morgen (gerne tidlig morgen) og frem til formiddagen, siden daler mit niveau og energi, indtil aftensmaden er overstået. Herefter får jeg igen energi, og kan blive helt fortabt i mit arbejde, mens tiden går.

Det er også vigtigt at finde ud af, hvad du lægger i din skrivning. Er det en hobby, eller drømmer du seriøst om at ramme boghylderne?

Hvis det kun er en hobby, så skal du skrive, som du har lyst til. En hobby skal være sjov og afstressende.

Er det mere alvorligt, så er det måske en god ide at lære sig selv lidt selvdisciplin. Det har jeg været nødt til hen ad vejen.

Jeg har altid hoppet fra historie til historie. Hvilket er sjovt, fordi det at skrive for mig er ligesom et barn, der leger. Jeg kan blive helt fortabt, og lige pludselig holder begrebet tid op med at eksistere.

Jeg vil gerne være forfatter. Min store drøm og ambition er at kunne stå i en bogbutik en dag, og tage en bog ned fra hylden, som jeg har skrevet. Derfor er jeg nogle gange nødt til at lade mine tankespring tage en pause og fokusere på den historie, som jeg er i gang med, og kun den historie.

Jeg kan dog ikke helt overholde dette, så derfor har jeg indgået et kompromis med min skrive entusiasme. Sniger der sig et kapitel ind, som egentligt hører til en anden historie, så skriver jeg det ned, men lader så historie ligge, og arbejder videre på den historie, som jeg var i gang med.

Til sidst handler det også om hukommelse. Kan du huske den scene, som du pænt lod vente, eller blæser den væk i vinden, hvis du ikke får skrevet den ned? Hvis den blæser væk, så få den skrevet ned med det samme. Kan du let huske den, så kan den pænt vente, til det er dens tur.

At skrive lidt hver dag

Jeg har hørt og læst dette råd mange gange. Det er af min bedste overbevisning, at det er det rigtige for nogle, men igen skal man finde sin egen vej.

Jeg trives bedst med at gå og reflektere over min historie. Nogle gange når jeg at tænke på en scene 4 eller 5 gange, før jeg skriver den ned. Det hjælper mig at gennemgå scenen mange gange, så jeg får fat i den helt basale handling, og får fundet de rigtige udtryk, der dækker personernes handling i scenen.

Jeg kan ikke nøjes med få linjer hver dag. Jeg er nødt til at have tid og fred til at fordybe mig i mine historier, og have god tid at skrive i. Få minutter er simpelthen ikke nok for mig.

Gamle noter

Jeg beholder mine gamle noter, hvis de er skrevet ind i notesbøger. Hvis jeg har dem på løsblade, så bliver de skrevet ind på computeren, revet over og derefter smidt ud.

Før i tiden havde jeg mine noter og notesbøger overalt i huset, hvilket fik stedet til at se rodet ud. I dag har jeg et skab, hvor jeg opbevarer mine noter. Det er også rart, fordi jeg indimellem har fået gemt nogle noter mellem reklamerne, og de er så blevet smidt ud.

Så vær opmærksom på, hvor du har dine noter. Det er virkelig træls at opdage, at man har fået smidt den side med noter ud, som man lige står og skal bruge.

Det bedste tidspunkt at skrive på

Langt de fleste, som skriver, har et særligt tidspunkt på dagen, hvor de skriver bedst. Mit tidspunkt er fra kl. 9-13. Her kan jeg blive så optaget af mine historier, at jeg glemmer tid, tørst, sult og toiletbesøg.

Efter kl. 13 daler mit niveau drastisk, så her vælger jeg ofte at stoppe og lave andre ting.

Ved 20 tiden kan det så ske, at inspirationen kommer igen, og så kan jeg ofte skrive indtil kl. 22.00.

Det er vigtigt at finde det tidspunkt på dagen eller natten, som virker bedst for en, og det er individuelt. Jeg har endda gjort det, at jeg har indrettet mit arbejde efter dette, men det er ikke alle, som har den mulighed.

Det kan tage lidt tid at finde det tidsrum, hvor man skriver bedst, og det kan også ændre sig med alderen.

Hvor skriver jeg bedst?

Er det i stuen?

Ved køkkenbordet?

På kontoret?

Alene eller sammen med andre?

Radio og tv tændt eller slukket?

Selv skriver jeg bedst inde i stuen. Helst når jeg har huset for mig selv. Selvom min bedre halvdel ikke forstyrrer, så bare det at han er i huset, kan forstyrre den intensitet, som jeg føler, når jeg skriver. Dette er ikke unormalt, Sara Blædel tager eks. op i familiens sommerhus 4 dage om ugen, for der kan hun være alene.

Jeg hører sjældent radio, da stemmerne forstyrre, derfor sætter jeg ofte musik på eller tænder for fjernsynet. Det kan også hænde, at jeg sidder i stilhed, og det kun er lyden af tastaturet, som lyder i huset.

Jeg ser dog frem til at få mit eget kontor, hvor jeg kan gå ind og lukke døren. Hvor jeg kan være omgivet af mine bøger, møbler og ting, som jeg finder inspiration ved.