Dette spørgsmål er jeg nok ikke den første forfatter, der har stillet. Jeg har brugt en del tid på at regne det ud, og ledt efter svarene i diverse udtalelser/artikler.
Dette er nogle af de spørgsmål / retningslinjer, som jeg har fundet ud af, at redaktøren/konsulenten, som læser manuskripterne kigger efter;
Er der plads på udgivelsesprogrammet?
Står man lige præcis og mangler den her bog?
Tror man på, at den kan tjene pengene hjem igen?
Giver forfatterskabet mening på længere sigt?
Er man personligt engageret i bogen?
Hvor meget arbejde (redigerings/grammatiske rettelser) skal der lægges i bogen, før den er udgivelsesklar?
Der er ingen tvivl om, at de forskellige redaktører og konsulenter godt ved, at de står med en stor drøm i hånden, når de modtager et manuskript. Men uanset hvor glad man er for sit arbejde, så er der dårlige dage, præcis ligesom du og jeg kan have på vores arbejde.
En ung redaktør fortalte en kollega, at han var nervøs for at kludre i det, at han ville misse et talent. Han fik dette råd, at hvis han gjorde dette, så ville forfatteren ikke give op, men sende manus videre til et andet forlag. Dette beroligede ham.
Jeg vil sige både og, fordi som forfatter skal man kæmpe for sin historie og for at lære håndværket. Der skal researches, skrives, redigeres og bruges en forbandet masse tid. Det kræver mod, håb, vilje og selvdisciplin. Det kræver et drive at blive ved.
Samtidig er man som forfatter ofte ganske følsom. Det er næsten en nødvendig kvalitet for at kunne skrive om de følelser, vores persongalleri har, og være så opmærksom på sine omgivelser, at de kan blive formuleret ned på skrift, og vise sig som en film for læserens indre blik. Det kan godt være hårdt (har selv været der) at blive ved med at få intetsigende afslag. I den store forfatterundersøgelse, som har vakt meget opsigt, har det været på banen, om nogle af forfatterne havde lyst til at opgive, og det havde nogle af dem, som svarede.
Der er ingen tvivl om, at det er svært, ja næsten umuligt at leve af at skrive. Mange vælger at have et deltidsarbejde. Jeg er også selv gået ned i tid og arbejder på skæve tider af døgnet, på den måde kan jeg tjene til dagen og vejen, men samtidig have nok skrivetid. At opgive at skrive ville slet ikke være en mulighed for mig, det skal jeg ærligt indrømme.
For mig er det at skrive lige så naturligt og nødvendigt, som det er for min krop at trække vejret. Hvis jeg ikke har skrivetid, så kan det godt føles som om min sjæl er ved at blive kvalt, selvom min krop anatomisk har det helt fint. At blive udgivet er noget ekstra. Jeg vil så gerne dele mine historier med andre, at give dem den samme oplevelse, som jeg får ved at læse andres historier.
Carlos Ruiz Zafón har skrevet en tekst, som beskriver dette bedre, end jeg selv kan, så derfor har jeg gengivet hans tekst her;
"En forfatter glemmer aldrig den første gang, han får nogle skillinger eller rosende ord for en historie. Han glemmer aldrig den første gang, han føler forfængelighedens søde gift i blodet og begynder at tro på, at forfattergerningen, hvis han kan skjule sit manglende talent, kan give ham tag over hovedet, en tallerken varm mad sidst på dagen og det, han længes allermest efter: sit navn på tryk på et sølle stykke papir, som sikkert vil overleve ham selv. En forfatter er dømt til at huske dette øjeblik, thi fra det øjeblik er han fortabt og hans sjæl til fals."
Kilder